Mathias Andersen: “Vi har smidt for mange point væk”

Vi har bedt vores 2. holds træner Mathias Andersen sætte lidt ord på efterårssæsonen her hvor der resterer 4 kampe.

Vi er i øjeblikket placeret på en 4. plads i rækken og det er vi til dels tilfredse med. Men vi må også erkende, at vi i efteråret ikke har været stabile nok, og vi har helt unødvendigt smidt vigtige point væk i flere kampe, hvilket ikke må ske, hvis vi vil lege med helt oppe i toppen af rækken.

Vi kan godt præstere selvom vi er hårdt presset
Indtil nu er det blevet til 3 klare sejre over henholdsvis Horslunde, Sandby og Rudbjerg. I tre kampe er vi gået fra banen med kun 1 point, hvor især 1-1 i Errindlev gjorde ekstra ondt, her smed vi helt klart 2 point væk. Til gengæld var de to andre uafgjorte kampe mod Maribo og Systofte et tydeligt bevis på, at vi godt kan præstere, selvom vi er hårdt presset. I begge kampe fik vi nemlig vendt en håbløs stilling til to ens tal i slutresultatet. I Maribo var vi bagud 4-1 med en halv time igen og får med to mål i overtiden, udlignet til 5-5. Selvfølgelig er jeg glad for, at vi leverer et fantastisk comeback og ikke kommer tomhændet hjem. Havde nogen spurgt mig inden kampen, var jeg dog sikker på, at vi skulle have 3 point med hjem, men vi er simpelthen ikke klar fra start, og så bliver vi straffet. Historien gentager sig hjemme på Garant Arena mod Systofte, hvor vi er nede med 1-3 kun 10 minutter før tid, men helt fortjent får kæmpet os til 3-3, inden dommeren fløjter kampen af. Systofte er stærke og 1 point i den kamp er en ganske fornuftig høst som vi ikke kan tillade os at være utilfredse med.

Første nederlag i nærmest stiv kuling
I sidste weekend løb vi så ind i sæsonens første nederlag til NFB, hvor vi tabte 1-0, i en kamp, der ikke går over i historien og hvor en nærmest stiv kuling på langs af banen, ikke fordrede det gode spil for nogen af holdene. Set over hele kampen var NFBs 1-måls sejr ikke ufortjent, men jeg tror ikke, at nogen havde gjort anmærkninger, hvis den i stedet var blevet 0-0 eller 1-1.

Svært at forberede det optimale træningsprogram
Efteråret har desværre også været præget af et lidt svingende fremmøde til træning, hvilket skyldes, at flere spillere er rykket til 1 holds truppen, andre er plaget af tilbagevendende skader, og vores unge spillere er i fuld gang med studier i nær og fjern. Selvom antallet varierer fra træning til træning og det derfor kan være svært, som træner, at forberede det optimale træningsprogram, er der stor ros til de fremmødte, der virkelig giver den gas til alle træningspas.

Halvdelen af truppen er under 20 år.
Netop de unge spillere udgør en stor del af truppen, faktisk er halvdelen af vores spillere under 20 år gamle. Hovedparten af de unge er opvokset i klubben, mens andre er kommet til løbende. Det at vi er i stand til at tiltrække de unge viser, at vi er en attraktiv klub, hvilket jeg er rigtig stolt af. Det kan selvfølgelig ikke undgås, at manglende rutine en gang i mellem koster lidt på resultaterne, men truppen tæller heldigvis også rutinerede kræfter, som løfter de unge når det brænder på, og jeg er helt sikker på, at vi nok skal nå vores mål om en plads i serie 1, når de unge har fået mere hår på brystet.

Point skal bruges i foråret
Der resterer nu 4 kampe i efteråret, og vi er alle opsatte på, at få sluttet efteråret af med bravur, så vi kan rykke op i serie 1 rækkens nedrykningspulje i foråret. Her skal vi bruge alle de point vi tjener nu, fordi halvdelen af efterårets point føres med over i forårspuljen.

Næste pointjagt er i morgen søndag kl. 10.45 ”hjemme” på kunststofbanen i NFC Syd, hvor vi spiller mod Tingsted i en kamp, der gerne skulle kaste 3 point af sig.

Copyrigt 2016