Et skridt i den rigtige retning – og så alligevel…

Væggerløse lagde stærkt ud, men det hele endte med ingenting mod et velspillende Nakskov hold, der med en 1-0 sejr, trak det længste strå på en kold forårsaften på Garant Arena

Onsdag den 26. april 2017 kl. 18:45
LFS, oprykningsspil
Væggerløse vs. Nakskov FC

VB lagde bedst ud med pres på NB´s banehalvdel. Efter 17. minutter får Mathias Eske en stikning som godt kunne have været målgivende. Efter ca. 20 minutter er det lidt som om VB begynder at hænge lidt i bremsen hvilket bringer en NB´er 100 % fri på mål, men Stryhn klarer ærterne på rutineret vis. Denne chance sætter gæsterne i gang. Efter en række chancer, hvor VB ikke ser for godt ud i defensiven lykkes det NB at bringe sig foran i det 38. minut efter et gennemspil, hvor NB´erne viste sig noget hurtigere og mere boldsikre end VB´erne. 0-1. Dette vækkede VB i nogen grad, som etablerede et moderat pres mod gæsternes mål, kulminerende med en stor skudchance, som NB´s målmand måtte helt ud i vandret stil for at redde til hjørne. VB fortsatte presset ud resten af halvlegen, men uden resultatet.

I anden halvleg startede NB med en uhyggelig chance efter et gennemspil, hvor VB også i denne situation lod sig løbe over ende, men heldigvis svigtede koncentrationen for NB´eren foran mål. Dette startede endnu et VB-pres de næste 10-15 minutter, men bolden ville ikke ind i gæsternes net. Efter en times spil lander læderet på NB´s overligger – igen resultatløst til stor irritation for de ca. 80 VB-tilhængere på Garant Arena. NB kvitterede med en stor chance efter endnu et gennemløb, men boldens gik i Stryhns sidenet. Mathias Eske begår et frustrationspræget og noget klodset frispark i det 69. minut, som var til et gult kort og dermed 10 minutter i skammekrogen. Herefter overtog NB det meste initiativ, og alle regnede med at ballet var forbi i det 76. minut, hvor NB´erne nærmest stod i kø for at sparke bolden ind bag Stryhn. Bolden ramte imidlertid stolpen, og blev losset væk af VB-forsvaret. Igen i det 86. fik VB´s fans fadøllet i den gale hals, da en NB´er tordnede en helflugter afsted, men Stryhn klarede igen ærterne.

Det hele endte i ingenting. Udligningen udeblev. VB står nu med ét point efter 3 kampe. Skal man glæde sig over noget må det være, at VB på ingen måde er blevet nedspillet i nogen af de tre opgør. Men man er nødt til at lave nogle mål, hvis man vil vinde. Og det har det knebet voldsomt med i de sidste par kampe.

HH

Copyrigt 2016